Side:Historisk Tidsskrift (Norway), tredie Række, første Bind (1890).djvu/203

Denne siden er ikke korrekturlest

199

DE NORSKE PERLEFISKERIER I ÆLDRE TID.

den – hvad en sexaarig suspension fra hans charge billigen burde have lært ham –, for det andet bor han i Stavanger og kan herfra holde et vaagent øie med fiskerierne, der foregaar i nærheden, og for det tredie har han gjennem sin afdøde svigerfader, den saakaldte perleprovst, magister Friederich Leganger,^[1] der har

↑ Friederich maa være en erindringsfeil fra Ditlev Vibes side; thi Høyer var gift med sogneprest til Haa eller Bø prestegjæld, som det dengang alm. kaldtes, Peder Erikssøn Legangers datter Lene; den 24de september 1692 andrager han statholder Just Høeg om, at bryllupet maa staa paa Haa prestegaard uden foregaaende trolovelse og lysning, hvad der bliver ham bevilget d. 17de oktober s. a. Hans svigerfader magister Peder skal have været en mand med store gaver og lærdom. I Fayes samlinger i rigsarkivet findes en notits om, at „prins“ Christian paa sin reise i Norge skal have ladet hr. Peder paa Haa melde, at han vilde have natteherberge hos ham. „Honoratiores, som fra Stavanger var reiste den høie gjæst imøde, maatte, da prinsens følge var stort, tage natteherberge i prestegaardens „tørkehus“. Da hr. Peder sad tilbords med den høie gjæst, skal han have udbedet sig den naade, at hans søn maatte faa kaldet efter hans død, men prinsen gav blot det svar: „Du er jo ikke død endnu, Peder.“ Faye formoder, at der med „prins Christian“ menes Frederik IV, der virkelig i 1704 har besøgt hr. Peder, hvilket fortælles i Gyldenløves Dag-Register (s. 58) med den bemærkning, at han kaldes perleprovsten, „efterdi han boede nær ved en lille elv, hvor man fisker perler, og at han, som man beretter, trækker sin nytte af naboelauget ved at bære omsorg for at indquartere eendel hos sig.“ Elven var Haa- eller Nærimselven, der i lange tider var en af de bedste perle-elve paa Jæderen. – Det fortælles fremdeles om hr. Peder, at han ved ankomsten til Haa maatte ofre sin ungdomskjærlighed, da menigheden krævede, at han skulde ægte formandens datter, med hvem han ogsaa virkelig har været gift. (Hartvig Munthe: Familien Munthe s. 121). Hans svigersøn Lars Hermanssøn Schult blev udnævnt til hans efterfølger d. 6 febr. 1706, da han altsaa maa være død. (Munthe anf. st.).

[1] Friederich maa være en erindringsfeil fra Ditlev Vibes side; thi Høyer var gift med sogneprest til Haa eller Bø prestegjæld, som det dengang alm. kaldtes, Peder Erikssøn Legangers datter Lene; den 24de september 1692 andrager han statholder Just Høeg om, at bryllupet maa staa paa Haa prestegaard uden foregaaende trolovelse og lysning, hvad der bliver ham bevilget d. 17de oktober s. a. Hans svigerfader magister Peder skal have været en mand med store gaver og lærdom. I Fayes samlinger i rigsarkivet findes en notits om, at „prins“ Christian paa sin reise i Norge skal have ladet hr. Peder paa Haa melde, at han vilde have natteherberge hos ham. „Honoratiores, som fra Stavanger var reiste den høie gjæst imøde, maatte, da prinsens følge var stort, tage natteherberge i prestegaardens „tørkehus“. Da hr. Peder sad tilbords med den høie gjæst, skal han have udbedet sig den naade, at hans søn maatte faa kaldet efter hans død, men prinsen gav blot det svar: „Du er jo ikke død endnu, Peder.“ Faye formoder, at der med „prins Christian“ menes Frederik IV, der virkelig i 1704 har besøgt hr. Peder, hvilket fortælles i Gyldenløves Dag-Register (s. 58) med den bemærkning, at han kaldes perleprovsten, „efterdi han boede nær ved en lille elv, hvor man fisker perler, og at han, som man beretter, trækker sin nytte af naboelauget ved at bære omsorg for at indquartere eendel hos sig.“ Elven var Haa- eller Nærimselven, der i lange tider var en af de bedste perle-elve paa Jæderen. – Det fortælles fremdeles om hr. Peder, at han ved ankomsten til Haa maatte ofre sin ungdomskjærlighed, da menigheden krævede, at han skulde ægte formandens datter, med hvem han ogsaa virkelig har været gift. (Hartvig Munthe: Familien Munthe s. 121). Hans svigersøn Lars Hermanssøn Schult blev udnævnt til hans efterfølger d. 6 febr. 1706, da han altsaa maa være død. (Munthe anf. st.).

[1]