han saavidt muligt med største flid skal „paaarbeide, at eders kongl. maytt. her effter forberørte perlefangst frugtbarligen kand nyde“.
Niels Pederssøns bestalling forlener ham den magt, han i sit promemoria havde begjæret, og paalægger ham først og fremst at have flittig indseende, hvor perlefiskerierne falder i Christianssands stift, „og beskikke de personer, som dermed kunde have tilbørlig obagt, efter den instrux, band dennem derpaa givendis vorder“. Hvis nogen anden eller disse underinspektører selv handler mod instruxen, skal de straffes med „bestillings, godses og boeslods fortabelse“, en straf der baade rammer dem, der uden hans eller underinspektørernes tilladelse befatter sig med perlefiskeri, og dem, der gjør disse nogen forhindring i udøvelsen af deres lovlige embede. Dette var jo strenge vilkaar, og man skulde tro, at de høilig maatte bidrage til at gjøre bedriften indbringende for den kongelige kasse. Naar dette, som vi senere skal se, alligevel ikke blev tilfælde, er det blot et af de mangfoldige vidnesbyrd om, hvor vanskeligt den dansk-norske regjering havde for at gjøre sine administrative foranstaltninger effektive i Norge.
Nogen opgave over perlefiskeriernes udbytte i denne tid har jeg ikke kunnet finde; men i hvorvel de indbragte kongen saare lidet, synes de dog ikke at have været saa rent ubetydelige; thi i Gyldenløves betænkning af 1670 opføres under rubrikken: „udførselens overflød“ ogsaa sølv og perler[1].
- ↑ Meddelelser fra rigsarkivet I, 432. Det bør ogsaa bemærkes, at der i 1666 førtes en proces mod en doctor Johan Urse og 3 hamburgske jøder, der gjorde forsøg paa hemmelig at udføre perler og ædle metaller fra Norge; men sagen blev opdaget. Det fremgaar heraf, at de norske perler var efterspurgte i Hamburg. Kancelliet: Retten. no. 146 i rigsarkivet.
