beder undskyldt, om læseren her skulde finde huller i mit kjendskab til det foreliggende emne.
Det første offentlige dokument, der omtaler de norske perlefiskerier, er, saavidt jeg ved, Christian IV’s brev til lensmanden over Agdesiden, Palle Rosenkrands[1], dat. 27de juni 1637. Det heder her: „Belangende de perler, du os underdanigst haver tilskikket, som bønderne under dig til fremmede sælger, naar de sligt bekommer, hvorom du begjærer vores naadigste villie: da ville vi naadigst, at naar bønderne sligt finder, du dennem da penge derfor skal give og tilsyn have, at ingen fremmede af samme perler bekommer, hvilke du os siden skal tilskikke“. Et saadant paabud har det vistnok været vanskeligt at faa bønderne til at overholde. Der foreligger imidlertid et aktstykke fra 1648–51, der viser, at perlefangsten ved denne tid synes at blive gjenstand for en større opmærksomhed. I en indberetning, som Christopher Gjøe i løbet af det nævnte tidsrum[2] har indsendt til kongen „om nogene eblant meere aff de Guds gaffuer och besynderlig skiøne rariteter, som Norriges rige er med velsignet och begaffuet“, fremhæves særlig perlefiskerierne i følgende ord: „Item befindis och udi en part aff Norigis wande och elffuer aff eit slaugs skelfiske, hvor udi auffles och faais skiønne perler, dog fast mange deriblant aff samme forskreffne perler befindis iche at were ret tidige eller fuld-
- ↑ Norske rigsregistranter VII, 353.
- ↑ Trykt i Danske Magazin, ældste række, tom. IV, 350–352. Den er udateret og af udgiverne antaget at være forfattet i 1646, hvilket ikke kan være rigtigt, da Jørgen Seefeldt siges at være lensmand over Agdesiden, hvad han først blev den 1ste mai 1648, og kvitterede lenet i mai 1651.
