biskop, der i sine egne Optegnelser yndede at kalde sig „nos, Olavus tertius“, tillige Besætning paa Stenviksholm, og undertiden førte han formelige Krige. I 1529, da han bemægtigede sig alle Vincents Lunges Len og uden mindste Hensyn til Kongemagten gjorde sig til Herre over hele det nordlige Norge, havde han foruden Smaaskibe to armerede Kraveler i Søen og en Styrke af 300 Mand, medens han fremdeles lod hverve. I 1532 havde han atter Tropper samlede, i 1536 sendte han udrustede Skarer mod Bergenhus og Akershus paa engang, og da han i 1537 forlod Norge, efterlod han Besætninger baade paa Stenviksholm og Nidarholm. At Sædesvendene i hans Feider have spillet en betydelig Rolle, er vistnok utvivlsomt, og den Forbitrelse, som raadede mod disse hos det danske Parti, bliver herved fuldt forklarlig.
Da Christiern II. i 1510 som Norges Regent rustede sig til Kamp med Sverige, forlangte han gjentagne Gange af Throndhjems Domkapitel – Erkestolen var da ledig efter Gautes Død –, at der skulde sendes ham 60 værgagtige Karle med Harnisk, som skulde komme til Akershus og forblive der hos ham Vinteren over,[1] hvilket ogsaa forudsatte, at en væbnet Styrke altid med Lethed lod sig mobilisere ved Erkesædet. Man ser ogsaa, at Erik Walkendorf kraftigt kunde deltage i Jemtelands Forsvar mod Sverige omtrent ved 1519.[2]
Sædesvendenes Skjebne efter Reformationen er dunkel. De havde allerede i Episkopatets Tid været verdslige Magthavere en Torn i Øiet, og dette fremkalder strax Formodningen om, at de ikke skulde være behandlede med stor Hensynsfuldhed efter sin gamle Herres Fald. Bispestolens
