Tiltrods for, at der ved hvert nyt anlæg af Olafsbrønd blev truffet kraftige anstalter til at hævde dens ry og undertrykke sagnet om den ældre, har dog fortællingen om den oprindelige i al stilhed holdt sig i byen frem gjennem tiderne. – Hvorledes det end kan forholde sig hermed, saa tror jeg i nærværende artikel at have givet en fremstilling af gangen i Olafsbrøndens historie, som i alle fald kommer det virkelige forhold meget nær. Jeg har søgt at paavise, at Thorgils maatte komme til at begrave kongen netop der, hvor Olafs kilde er, neppe noget andet sted. Og alt om jordfæstelsen og om Olafsbrønden, som hidtil var gaadefuldt og usandsynligt, finder paa denne maade en fuldkommen rimelig forklaring. Jeg tror saaledes ogsaa, at Snorre Sturlasøns opfatning maa forlades, saavelsom de derpaa byggede theorier om Olafsbrøndens og gravens betydning som hovedmoment i Domkirkens anlægshistorie.
1. Domkirken, hvori
2. Olafsbrønden.
3. Ligsten med engelsk indskrift, fra 1761.
4. Domkirkens ligkapel.
5. Erkebiskopsgaarden („kongsgaarden“).
6. Vaisenhuset.
7. Staldbygning.
8. Marine-etablissementets øverste jollenøst.
9. Rørosbanens forrige station.
10. Elgesæter bro.
A. Mariekirkens tomt.
B. Brønden i dens kor.
