Gaar man gjennem erkebiskopsgaarden („kongsgaarden“
5) op til arsenalforvalterens kontor og bøier tilhøire
mod vest langs med dette, saa kommer man frem paa
den øverste – sydligste – del af den nuværende rideplads.
Passerer man videre tilvenstre forbi stalden (7),
kommer man ud paa elvemælen. Her, midt imod det
nordvestlige hjørne af marinens øverste jollenøst (8) og
den vestlige side af palissaderingen, finder man spor af
en liden indskjæring i bakken, hvor der nu væltes grusaffald.
Nedi denne grop sees en vandaare at komme
frem – det er levningerne af sankt Olafs kilde. Den
er nu næsten tilintetgjort og desuden forurenset ved stikrender,
som er ledet derhen.
Da jeg under mit ophold i Throndhjem i juni forr. aar undersøgte kilden, slog det mig, at her maaske kunde findes løsning paa de gaader, Olafsbrønden stiller. Jeg udspurgte en mængde ældre folk om sagen og kom til det resultat, at den throndhjemske tradition i alle fald i de sidste fire menneskealdre har betegnet stedet som den hellige Olafs kilde, udsprungen ved hans grav.
I vore dage maa jo traditioner behandles med al mulig forsigtighed. Jeg har ikke nogetsteds seet Olafs kilde i elvemælen nævnt paa prent, men derfor kan jo en eller anden artikel fra vore oldeforældres tid (længer tilbage har jeg altsaa ikke kunnet følge kildens historie) være ophavet baade til traditionen og navnet. Dette sidste giver jo heller ikke spor af bevis; der findes mange Olafskilder omkring i landet. Imidlertid vilde det være besynderligt, hvis nogen meddelelse om dette skulde have undgaaet de mange dygtige forskeres opmærksomhed, som i de sidste par menneskealdre har beskjæftiget sig med Domkirken og dens anlægshistorie.
Jeg er tilbøielig til at anse traditionen for ægte.
