det rigtignok være vanskeligt og strævsomt at holde vand, da den laa paa 40 fods høide og kun var nogle faa fod dyb, men man har maaske ikke fundet det hensigtsmæssigt eller muligt at tilintetgjøre den fromme hævd, den allerede havde paa sig. Hvorledes det hermed hang sammen, er jo uvist; derimod kjender vi noksom den senere ordning. Da erkebiskop Eysteins byggeplaner først tog ordentlig flugt (i sidste fjerdedel af 12te aarhundrede), taaltes ingen konkurranse mellem gammelt og nyt. Olaf kyrres kristkirke maatte give plads for det nye kor, og Mariekirken fik bide i græsset[1]. Hvis brønden i denne sidste endda bestod, saa var nu dens dage talte; den nye helligdom fik sin egen hellige kilde – den nuværende Olafsbrønd i høikorets omgang.
Den myndige geistlighed slaar nu engang for alle fast, at her er den oprindelige, ægte, eneste heldbringende Olafsbrønd, og her, hvor høialtret staar, her var det, vor hellige konge laa i jorden. Kirken med sin ærefrygtbydende pragt og herlighed naar i enhver troendes øine toppunktet af anseelse og værd, netop fordi den er reist over den grav, hvor nationens og kristentroens helt har hvilet.
Det er denne, i 1218 forlængst grundfæstede og eneraadende fremstilling, som er bleven Snorre Sturlasøn meddelt under hans besøg i Nidaros, og som paa hans autoritet er opretholdt til den dag idag.
- ↑ Maaske var man nogetsaanær nødt til at jevne Mariekirken med jorden, naar man vilde have traditionen om brønden og graven overført paa de yngre tomter? Jeg har ofte undret mig over, at Harald haardraades værk blev fjernet – jo flere kirker, des bedre var det jo, og den ældre, tarveligere, maatte vel snarere fremhæve end skjæmme den ny.
