gaarden (A). Det maatte imidlertid være af største betydning for Olafskultusen og dens trivsel i det hele taget at have brønden og stedet for begravelsen der, hvor helgenens fornemste relikvie, hans eget legeme, stod. Da nu kirken ikke kunde komme til brønden, saa fik brønden komme til kirken.
Jeg tror, at der allerede ved Mariekirken er bleven anlagt en falsk Olafsbrønd. Den ægte blev fra samme stund sløifet, og kapellet over den fik forfalde, eller det blev straks revet.
Klüwer undersøgte for omtrent 70 aar siden domkirkegaarden. Straks ovenfor den forhen omtalte sten med engelsk indskrift gjorde han et fund, som i hans Norske Mindesmærker side 39 beskrives saaledes:
„Paa dette sted, 3 alen under jorden, findes en af grøtstene muret og med en stenhelle dækket kjælder, 2 alen lang mod nord, 1½ alen bred og 2½ alen dyb. Bunden er ligeledes forsynet med en stenhelle. Men paa ingen af siderne er nogen dør eller aabning. Rundt omkring den findes store stenblokke og endel kalk.“
Som paavist falder dette punkt omtrent sammen med østenden af Harald haardraades Mariekirke, og det skulde være rart, om vi ikke her har for os en i eller ved denne kirkes kor anlagt Olafsbrønd (B).
Under Olaf kyrre (død 1093) opnaaede geistligheden som bekjendt en mere selvstændig stilling; et udslag heraf var blandt andet opførelsen af en særskilt biskopskirke, den saakaldte Olaf kyrres kristkirke. Denne blev reist paa den vakre, jevne plads ovenfor Mariekirken; naar den nye bygning blev lagt saa nær ind paa den ældre, saa er det fristende at gjætte, at man har villet bibeholde brønden i Mariekirken og etablere en fast forbindelse mellem de to gudshuse. I denne brønd maatte
