(Raadstualmenningen) og roede videre opover elven saa langt, til bøiningen skjulte ham for byen. Saasnart de hindrende banker var passeret, saa fartøiet kunde flyde ind til stranden, lagde han iland. Her var det fuldkommen trygt; selv om nogen skulde have færdedes paa sletten ovenfor, hvilket jo rigtignok var usandsynligt paa den tid af døgnet, saa vilde de alligevel ikke have bemærket Thorgils og hans følge, og Sprjotavellir (Vollan) paa den anden side elven var dækket med skog og ubeboet. Paa dette sted i elvemælen (I) kunde endelig den faldne fyrstes venner rede ham en grav, uden frygt for, at den skulde blive opdaget og skjændet af fremmede voldsmænd.
Da nu Olafs kiste aaret efter hentedes frem, saa er det fuldkommen sandsynligt, at der „kom upp fagr brunnr“ paa selvsamme sted, hvor den havde staaet; nær graven havde der været en vandaare, og denne brød nu frem (kfr. kart og nederste profil). Ellers kan det ogsaa tænkes, at kilden har været der før, og at dens beliggenhed og egenskaber nu kom vel med som moment i Olafsdyrkelsen.
Over denne brønd var det formentlig det kapel blev reist, som foran og flere andre steder omtales, og hid er der vistnok bleven valfartet, saalænge Olafsskrinet stod langt fjernet derfra, nede i Klemenskirken eller i Olafskirken. Anderledes da Harald haardraade flyttede sædet for Olafsdyrkelsen op paa sletten i brøndens nabolag.
Havde nu Olafs grav og den undergjørende kilde virkelig ligget der, hvor Olafsbrønden i Domkirken er (2), saa var Mariekirken visselig bleven opført paa dette sted. Men nede i elvemælen lod det sig ikke gjøre at bygge nogen kirke; Harald fulgte da ogsaa samme plan, som hans forgjængere, og reiste kirken midt for kongs-
