kaldtes sankt Olafs kilde (I). Det var meget bekjendt og søgt for sit ualmindelig friske og velsmagende vand. Kilden er paa Tegners kart over Throndhjem af 1842 afsat som en liden bæk, der løber sydvestlig hen langs under bastionen forat falde i elven straks vestenfor marineetablissementets øverste jollenøst (se anmærkningerne til kartet). Omtrent ligedan er kilden betegnet paa Bloms kart af 1830, dog at den da synes at have fortsat sit løb lidt længer vestover.
Elven gjør straks ovenfor dette Sted en ganske skarp bøining. Efterat den helt fra Arildsløkken har gaaet i en stor bue og brudt paa bysiden, saa der er dybt vand lige ind til mælen, løber den nu et stykke ret mod øst og begynder netop ved den forrige Laboratorie bastion at lægge banker op paa bysiden, medens strømmen sætter over mod baklandssiden. Man maa tro, at halvøens strandlinie mod elven som mod fjorden har været saa omtrent den samme i hele den historiske tid, fraseet at enkelte strækninger ved elvens øvre løb kan være noget medtagne af jordskred. I elvens nederste del har der altid fundet stedse nye opøringer sted. Paa strøget fra nævnte bastion og nedover til omtrent midt imod det mekaniske værksted har elven, som det omtrent siger sig selv, stedse maattet lægge sand op; her findes ogsaa banker af omtrent éns karakter aflagt paa karter fra 1716, 1729, 1730, 1760 og saa videre til ind i vort aarhundrede. Det var vistnok ogsaa elvebreddens beskyttede og stabile beskaffenhed paa dette punkt, som gjorde, at det blev udseet til grund for marine-etablissementet.
Jeg skal nu gaa over til at fremstille min opfatning af historien om hellig Olafs jordefærd og om Olafsbrønden.
Efterat Thorgils forgjæves havde henvendt sig til kongens venner, indskibede han paany liget fra Saurhlid
