Snorre Sturlasøn skrev sit store historiske værk,
efterat han i 1218, maaske ogsaa i 1219, havde besøgt
Nidaros. Han har saaledes indhentet oplysninger paa
selve aastedet, og geistligheden har sagt ham, at her,
hvor højalteret staar, her jordede Thorgils kong Olafs
lig, og at denne brønd – Olafsbrønden i højkorets omgang
– er den selvsamme „fagre brønd“, som kom op
ved helgenens leie, og som har bødt saa mangen mands
mén. Denne opfatning er til nu den raadende, og de
her citerede steder har været af væsentlig betydning for
de forskere, som har beskjæftiget sig med Throndhjems
Domkirke; det er paa grundlag af Snorre Sturlasøns autoritet
noksom bleven hævdet, at Olafsbrønden og kongens
grav er et hovedmoment, en rød traad i kirkens anlægshistorie.
Gaar vi imidlertid nærmere ind paa denne sagaens fremstilling, saa er der flere punkter, som maa falde os besynderlige, ja rent umulige; vi skal her fæste os ved de tre væsentligste.
For først at følge Thorgils paa hans færd, saa viser han stor omhu og klogskab for at sikre sin faldne konge en grav. Han ved, at den danske biskop Sigurd, kong Olafs bitre fiende og bøndernes opvigler, raader i Nidaros, og det gjælder for al ting at lure ham. Ved hjælp af den fiffige list med de to kister undgaar da ogsaa Thorgils den første fare, og det lykkes ham at bringe liget op i det øde udhus. Efterat han nu imidlertid forgjæves har henvendt sig til den faldnes venner i byen, gjælder det fremdeles at være forsigtig; hvor let kunde ikke et eller andet ord om Thorgils’s ærinde komme biskopen for øre? Idet Thorgils ror videre opefter elven, maa det derfor være ham magtpaaliggende at finde et sted, hvor han kan jorde liget uden at risikere opdagelse, og det synes da lidet sandsynligt, at han skulde lægge iland omtrent
