den ældste (forresten defekt) og den yngste efter Ungers antagelse islandsk og henholdsvis fra begyndelsen af det 13de eller 14de hundredaar, medens den tredje bearbeidelse ifølge hans dom er norsk og fra ca. 1250. Se vi nu dernæst hen til skrinets fremstilling af erkebiskopens drab, møder os her alle de momenter af handlingen, som nævnes i den ene eller anden af de literære bearbeidelser, – om end efter middelaldersk skik samtidige eller uden iagttagelse af tidens enhed. Men derved maa mærkes, at to af disse momenter blandt alle foreliggende bearbeidelser af erkebiskopens historie kun nævnes i den yngste islandske saga. Heraf kunde det saaledes ved første øiekast ligge nær at drage den slutning, at skrinets kunstner maatte udelukkende have benyttet denne bearbeidelse som veiledning. Nærmere beseet, kan dog dette ikke antages. Thi om vi end kunde strække anvendelsen af det paa skrinet forekommende kostym saa langt ned i tiden som til ca. 1250, saa maa det antages noget nær umuligt, at dette kostym kan have vedblevet, ligetil den omtalte islandske saga blev forfattet, eller, som af Unger antaget, til begyndelsen af det 14de hundredaar. Enten maa derfor de nævnte momenter være hentede fra den defekte del af den ældste islandske bearbeidelse eller fra en udenlandsk, som senere er gaaet tabt eller hidtil er ubekjendt. De to momenter, hvortil her sigtes, er iøvrigt, at man i skrinets fremstilling ser erkebiskopens opofrende forsvarer, klerken Edvard Grim med kors i haanden, og at der paa alteret er sat en kalk med martyrens opsamlede blod, og hvorover den helligaand daler ned i en dues skikkelse.
