og senere professor L. Dietrichson[1] tiltraadt Dahls formodning. Til støtte herfor anføres, at Sigurd Jorsalafarer ved afreisen fra Konstantinopel i 1101 opstillede sit bedste langskibs stavnhoved paa Peters eller Sophiakirken der. Jeg maa dog tilstaa, at det ikke indsees, hvad forbindelse der er imellem dette og vore stavkirker; thi meningen med denne kongens handling kan jo ikke have været derved at give kirken en prydelse, men at efterlade en erindring om sit ophold, og dertil valgte han kirken som det sted, der mest faldt i øinene, ligesom man i Rom ved talerstolen paa forum fæstede skibssnabler, der var hjemførte som trofæer fra et søslag, eller i slutningen af det 14de hundredaar opstillede paa Halvardskirken i Aaslo nogle kajaker som minder fra en seir paa et Grønlandstogt. Endvidere hentydes til, at de formodede skibsstavnefigurer paa vore kirker kan staa i forbindelse med den symbolske forestilling af kirken eller det kristelige samfund som et skib, men denne forestilling var neppe kjendt hos os i middelalderen. Naar man endelig peger paa navnet skib, som betegnelse for kirkens menighedsrum, saa var dette navn hos os vistnok aldeles ukjendt før adskillig tid efter reformationen, og man maatte derfor i middelalderen hjelpe sig med en omskrivning, idet man betegnede, hvad vi nu kalde skib i modsætning til koret, med udtrykket „nede“ eller „ude i kirken“. Det staar saaledes fremdeles klart for mig, at stavkirkernes gavlfigurer og skibenes stavnhoveder ikke er fremkomne ved nogen overførelse fra et sted til et andet, og at de saaledes overhovedet ikke har noget med hinanden at gjøre, uden forsaavidt der her møder os den samme fremtoning paa begge steder, eller med andre ord: vi har her den samme
- ↑ Dansk Tidsskr. f. Kunstindustri f. 1887 s. 97.
