skrinet, forsaavidt det ikke, som de øvrige, udelukkende viser drevet arbeide, men tillige er prydet med emalje[1].
Et mere positivt argument for disse skrins norske oprindelse turde ligge i deres karakter. Vel se vi her de samme hovedformer, som ogsaa udenlands dannede typen for dette slags relikviegjemmer: vi har en gravkiste med laag, der ligesom andetsteds ialfald i yngre tid ikke er afhvalmet, men dannet som et sadeltag med gavl i hver ende; vi har ogsaa lignende mønekam tildels med gjennembrudt arbeide og støttet i enderne af fremspringende hoveder. Dertil kommer, at de figurlige fremstillinger, som sees paa vore skrin, mestendels ogsaa gjengive de samme bibelske scener, som de udenlandske skrin Derimod er paa vore skrin taget navnlig ved sine vindskier og ellers dannet mest i lighed med vore træbygninger, hvorhos mønekammens detaljer og gavlernes hoveder vise sig noget forskjellige endog fra det ovennævnte svenske og af størst lighed med tilsvarende dele paa de to endnu forsaavidt bevarede stavkirker (Loms og Borgunds).
Antages det saaledes, at skrinenes gavlhoveder er en efterligning af stavkirkernes, kan der igjen spørges, hvorfra disse da har taget sit forbillede i denne henseende. Som bidrag til løsning af dette spørsmaal fremsatte professor, landskabsmaler Chr. Dahl i 1844 den formodning, at kirkerne havde optaget disse fantastiske dyrehoveder fra langskibenes stavne. Denne mening blev senere imødegaaet af mig[2]. Men ifjor har konservator A. Lorange[3]
