intet arbeide maatte sælges, som ikke var stemplet af dem og havde den fulde lødighed eller som engelsk penning. 7 Derhos sættes taxt for sléttsmíði, ligeledes for forgylding, og naar bestilleren selv lægger guld til, men ikke kan enes med guldsmeden om godtgjørelsen for dennes tillæg af kviksølv, borax og andet, skal erstatningen derfor bestemmes ved gode mænds skjøn. Kan ikke parterne enes om, hvorvidt et arbeide gaar ind under sléttsmíði, skal dette afgjøres ved skjøn af byens lagmand og raadmænd. Hvis nogen derimod forlanger noget arbeide udstyret med niello (med sortu mælt) eller emalje (amalerat), skal betalingen derfor erlægges efter parternes overenskomst. Endelig bestemmes i den ovennævnte retterbod af 1384, der gjælder alle landets kjøbstæder, saaledes ogsaa Bergen, at hver guldsmed skal stemple alt det arbeide, han leverer, med sit eget mærke; derhos sættes taxt for sléttsmíði og forgylding, ikke derimod for andet arbeide, hvilket altsaa ligesom i retterboden af 1314 blev overladt til parternes overenskomst.
Naar vi saaledes har seet den virksomhed, som ytrede .sig hos os i middelalderen paa det hidhørende haandværks og kunstindustriens felt, synes der ingen væsentlig hindring for den antagelse, at der inden landet fandtes dygtighed nok til at kunne udføre saadanne relikvieskrin som de ovennævnte endnu levnede i eller fra Norge (Thomaskirkens og de fra Fortun, Vatnaas, Torvestad og Halsnø); dette gjelder ogsaa særligt Fortuns-
fuldstændig blev tilfældet, da der i Eske Bildes anordning af 1537 om guldsmedene i Bergen (Paus, n. Forordn. III, 289) nævnes „saavel de oven Stranden (de norske) som paa Guldsmedstrædet (de tyske)“.
