guldsmedene skulde drive sit haandværk. Hertil kan føies, at Bergen allerede dengang, ligesom ogsaa efter reformationen og henimod vor tid, vistnok stod høiest i guldsmedhaandværket og overhovedet var af større betydning[1]. Dette kan sluttes deraf, at vi kun for denne by har særlige bestemmelser paa dette felt, medens der for de øvrige byer i saa henseende ikke kjendes nogen ældre bestemmelse end retterboden af 1384[2], der angiver sig sonr almindelig for alle landets kjøbstæder. Om guldsmedene i Bergen har vi derimod allerede 1282[3] en egen retterbod, hvori sættes taxt for sléttsmíði d. v. s. alt glat arbeide eller saadant, hvorpaa der ikke anvendtes gravering, drivning, niello eller emalje. Heraf kan dog ingenlunde sluttes, at man dengang alene kjendte glatte guld- eller sølvarbeider, thi grunden til, at ikke andre slags nævnes, er vistnok kun den, at der for disse ei lod sig fastsætte nogen taxt. Dette fremgaar tydelig af den næste retterbod for Bergen af 1314[4]. Denne udtaler som anledning, at guldsmedene havde vist sig ublu i sin betaling og desuden ikke leverede fuldt lødigt arbeide. For at hindre dette indsætter kongen to guardeiner[5] og bestemmer, at
- ↑ Der er saaledes flere vidner om, at sølvarbeider og navnlig smykkesager, som benyttedes af bønderne i Bergens stift, allerede i middelalderen ligesom senere blev udførte i Bergen. Ikke usandsynligt har noget lignende været tilfældet for de østlandske bygders vedkommende, saaledes at de metalarbeider af omhandlede slags, som nu i lang tid har været drevne der, havde sit oprindelige hjem i de større byer.
- ↑ Norg. gamle Love III 219.
- ↑ anf. st. 14.
- ↑ sammest. 108.
- ↑ ved navn Øgmund Asbjørnssøn og Hallgrim guldsmed, altsaa nordmænd, hvad der viser, at guldsmedhaandværket endnu ikke, som det synes, var i tyskernes hænder, hvilket heller ikke senere
