fald stod jo dette slags teknik meget nær den, som gjennem lange tider kom til anvendelse paa de indenlandske brakteater.
Hvad dernæst emaljering (smelt, adj. smeltr, verb. amalera) angaar, nævnes ikke denne med sikkerhed hos os i middelalderen før 1127. I dette aar blev den korskirke i Konghelle indviet, som Sigurd Jorsalafarer lod gjøre, og foran dens alterbord var fæstet en tavle eller et antemensale, der ifølge Snorre var af forgyldt kobber og sølv og prydet med indfældte ædelstene og emalje. Denne tavle havde dog kongen, som det udtrykkelig siges, ladet gjøre i Konstantinopel under sit ophold der i 1101. Den er forresten den eneste i sit slags, som kjendes her i landet, medens de øvrige tavler med lignende bestemmelse, som træffes hos os, og hvoraf ikke saa faa opbevares i vore museer, vel utvilsomt er indenlandsk arbeide, men af træ med krideret overdrag og temperamalerier, dog med rammer, hvori sees efterlignede ædelstene.
Mere faa vi derimod vide om disse forhold af de norske lovbestemmelser angaaende guldsmedenes fag, hvorunder ogsaa de her os vedkommende arbeider hørte, selv om de ikke var udført af ædle metaller, men af kobber eller messing.
I almindelighed kan vi sikkert gaa ud fra, at saadanne arbeider ikke blev drevne paa landet eller i de mindre kjøbstæder, men i de større og især dem, hvori der var kathedral og biskopssæde. Sølv, guld, kobber, ædle stene, glas til emalje fandtes desuden ikke inden landet selv og maatte saaledes indføres og da gjennem byerne. Vi tør ogsaa antage, at dette slags haandværk ikke var ukjendt her allerede før den tid, da det først nævnes eller i Magnus lagabøters bylov af 1276; thi her gjelder det kun at bestemme det strøg af byen, hvori
