fattigere Island, kan det vistnok med fuld grund sluttes, at tilstanden ei var ringere under de gunstigere omstændigheder i moderlandet. Herfra var det ogsaa impulserne udgik, fornemmelig efterat øen i kirkelig henseende siden 1150 var underlagt erkebiskopen i Nidaros. Vi vil derfor noget nærmere se, hvorledes dette i virkeligheden viste sig hos os.
Der træffes nu vistnok i vore kirkeinventarier fra middelalderen nævnt en del sager med drevet arbeide, niello eller emalje. Men heraf kan naturligvis intet sluttes i den omhandlede henseende, saalænge deres oprindelse er ubekjendt, og af de emaljerede sager fra middelalderen, som endnu forefindes hos os, maa vistnok de fleste hidrøre fra Limoges, saaledes navnlig de fire lysestager dels i Urnes kirke[1] dels i Throndhjems videnskabsselskabs samling, vaskevandsfadet fra Aaslo (i universitetets saml.) og som foranført endel af et relikvieskrin fra Eidsbergs kirke.
Yderligere bidrag til løsning af det foreliggende spørsmaal faa vi da kun ved at henvende os til de historiske beretninger. For det første blev der, som foran nævnt, i 1035[2] gjort et skrin for Olaf den hellige, og efter omstændighederne tør det maaske ansees rimeligst, at dette skrin var indenlandsk arbeide. I saa fald kan det igjen sluttes, at man allerede dengang hos os forstod sig paa at udføre drevet arbeide. Thi naar Snorre siger, at skrinet nedentil havde svaler, maa dette vel forstaaes om en ved drivning fremstillet buegang langs siderne, saaledes som vi kan se paa de endnu bevarede smaa skrin. Ial-
