For den følgende tid fortælles blandt andet, at medens den bekjendte islænding Laurentius Kalfssøn i 1323 som electus opholdt sig hos erkebiskopen i Nidaros, valgte han til sin famulus eller, som det heder, til at bære sit kar og tjene sig, sin landsmand Stefan Haakonssøn, der var den største mester i mange kunster, saasom guldsmedarbeide, gravering (grøft) og tegning (uppkast). Da Laurentius senere var bleven biskop i Hole, tog han ca. 1328 til sig den kunstfærdige guldsmed Eyolf og lod ham for kathedralkirken gjøre to smukke bind til evangeliebøger (texta), det ene emaljeret (amalerad), det andet af drevet arbeide (uppdrifn), samt en meget anselig kalk og et kostbart skrin med skjønt udstyr. Endelig nævnes der ogsaa en prest ved navn Thorstein Ilugasøn († 1335), hvis haandarbeide, som det heder, lang tid vil erindres baade i bogskrivning, tegning (uppkast) og krossasmið d. v. s. forfærdigelse af udskaarne budstikker. Paa den anden side synes der at have været en tilbagegang af øens kunstindustrielle kræfter i den seneste del af middelalderen, da vi se biskopen i Hole, Gotskalk Nikulassøn (1498–1520), sende presten Jon Arasøn til Norge med 9 mark guld (= 5580 kroner), hvorfor han lod gjøre den guldkalk, der senere paa reformationstiden blev bortført fra Hole kirke af de danske udsendinger[1].
Det er overraskende at se denne og anden her ikke omtalt kunstindustriel virksomhed udfolde sig paa Island, og vi faa derved i fremtrædende grad en ny bestyrkelse paa den gamle sætning, at kunsten og haandværket i middelalderen udgik fra kirken og fortrinsvis fik sin udvikling i dens tjeneste. Men var virksomheden saadan paa det
- ↑ Espolins árbok II, 42, her citeret efter Árb. h. islenzk. fornleifafélags f. 1887 s. 38.
