dekorative afslutning i tidens smag som udtryk for lignende konstruktive eller æsthetiske forudsætninger paa forskjellige steder, ligesom f. ex. gavlakroterierne paa det græske tempel eller spirene paa vore træbygninger. Derfor kan vi ogsaa paa Bayeuxbroderiet og andetsteds se saadanne dyrehoveder anvendte ikke alene paa skibsstavne og huse[1], men ogsaa paa stole eller bænke.
Hvad de levnede relikvieskrins alder angaar, pege de ved sin holdning og karakteren i deres stil nærmest hen til begyndelsen af det 13de hundredaar. Dog er det egentlig kun ved Hedalsskrinet, at vi faa sikrere holdepunkter i denne henseende, ligesom dette skrin i sin helhed er det interessanteste af alle og tydeligere end de øvrige viser sig som et indenlandsk arbeide. I denne henseende kan mærkes for det første, at skrinets skelet, ligesom de ovennævnte antemensaler, er af furetræ, hvad der formentlig tør opstilles som vidne om norsk oprindelse, medens de udenlandske gjenstande fra middelalderen, der forefindes hos os, f. ex. helgenbilleder og alterskabe, i sit materiale gjennemgaaende bestaa af ek[2]. Dernæst er dette skrins gavlfigurer, dog tilligemed de tilsvarende paa skrinet fra Vatnaas kirke, i visse maader af endnu større lighed med stavkirkernes dyrehoveder end de øvrige skrins. Forøvrigt udmærker Hedalsskrinet sig fremfor disse derved, at det foruden de sedvanlige bibelske figurer fremstiller flere andre af stor interesse. Saaledes træffes i den ene gavl et billede af st. Olaf, maaske det ældste,
- ↑ Et mærkeligt exempel er det franske hus, Viollet le Duc afbilder i sin Diction. d’architect. VI, 294.
- ↑ Dette forbyder dog ikke den antagelse, at et arbeide kan være indenlandsk, skjønt udført i ek, saaledes som tilfældet er ifølge Urda (II, 378) med det forannævnte skrin fra Fortuns kirke, hvis runeindskrift vidner derom (anf. st. 65).
