ogsaa tilfældet med alle de skrin fra Norge, som i sin helhed eller delvis er bevarede, naar undtages det lille ovenomtalte skrin med keltisk ornamentik, hvis laag eller tag ikke har gavler, men derimod er afhvalmet.
Hvad der maa være af stor interesse ved alle disse skrin er, om muligt, at bestemme, hvorvidt de kun kan betragtes som importeret gods, eller om de skylde den indenlandske kunstfærdighed sin tilværelse. Det første kan sikkert antages ved det omtalte lille skrin, hvis keltiske ornamentik afgjort peger derpaa, og ligeledes om skrinet fra Eidsbergs kirke, da det nærmest viser hen til Limoges som udgangspunkt. Hvorvidt derimod ogsaa de øvrige endnu tilværende relikvieskrin kan betragtes som indenlandske arbeider, lader sig ikke afgjøre uden ved nærmere at se hen dels til karakteren i deres væsentligste enkeltheder og dels til arbeidets teknik. Ved den sidste kommer det igjen an paa, om den paa disse skrin anvendte emaljering og ligeledes drevet arbeide kan paavises at være udført ellers i middelalderen hos os. Førend dette spørsmaal besvares, vil jeg forudskikke en kort udsigt over emaljekunstens historie udenfor Norge.
Som det almindelig antages af specialister paa dette felt, kjendte allerede de gamle græske kunstnere emaljen, men anvendte den kun sparsomt. Hvad romerne angaar, heder det i et brev fra grækeren Philostratos til Septimius Severus’s hustru Julia i begyndelsen af det 3die hundredaar: „Man siger, at barbarer ved oceanet gyde farvede substanser paa erts, hvilke dernæst gaa gjennem ild, hvorved farverne fæstes og forstenes og tillige de figurer bevares, som er malede derpaa“. Dette udsagn ansees ogsaa styrket ved den høie ælde af flere emaljerede sager, navnlig 2 skjolde i det britiske museum og andre mindre ting, som er fundne i Frankrige eller England, og hvoraf
