skulde fremgaa, at gallerne og briterne var blandt de tidligste kunstnere i denne retning og i hvert fald i vesten. Tvilsommere tør det derimod ansees, naar det paastaaes fra enkelte hold, at emaljen kom fra de anførte barbarer til Rom. Derimod er det sikkert, at denne kunst der blev udviklet og udvidet af de bysantinske guldsmede, da kristendommen blev statsreligion. I Tyskland blev man først fortrolig med emaljekunsten og med guld- og sølvsmedarbeider fra Konstantinopel efter Otto II’s giftermaal i 972 med prinsesse Theophanu, datter af Romanos II. Fra Tyskland og navnlig fra Rhinegnene kom emaljekunsten til Frankrige, navnlig Limoges, hvor saadanne arbeider først omtales 1170. Hertil kan føies, at bysantinernes emalje er cloisonné eller anbragt paa metallets flade mellem smaa til denne loddede vægge, medens emaljen fra stæderne ved Rhinen og Limoges saavelsom briternes og angelsaxernes er champlevé eller nedlagt i gruber, udgravede i metallets bund, og desuden mere eller mindre ugjennemsigtig.
Med hensyn til de tre nordiske riger er alle de her fundne emaljerede sager fra hedensk tid sikkert indførte fra udlandet og navnlig fra England og Frankrige. Hvorvidt derimod denne teknik senere i middelalderen blev drevet her i N orden, tør jeg ikke indlade mig paa at bedømme for Danmarks vedkommende, da dette spørsmaal ikke endnu, saavidt mig bekjendt, der har faaet nogen udredelse. For Sverige faa vi derimod nogen oplysning af den store sølvskat, som fandtes i 1881 ved gaarden Dune paa Gotland[1]. Blandt de her fundne vitterlig
- ↑ Se H. Hildebrand i Månadsblad f. 1882 s. 169–172, hvor skaalen er afbildet. Forresten er det vel ikke saa afgjort, som H. antager, at det er Olaf den hellige, man ser fremstillet paa skaalen, da figuren lige saa snart kan være Erik den hellige. H. har
