ex. i abbediet i st. Albans og i Canterbury kathedral. Om den sidste tilføies saaledes i umiddelbar forbindelse med den ovenanførte beretning i Becket’s saga, at hans skrin blev sat med det ene bryst mod vest og det andet i øst. Dette maatte ogsaa følge af sig selv, da jo skrinet i virkeligheden ikke var andet end en gravkiste og denne i middelalderen altid havde nysnævnte retning, saaledes at den begravnes hoved vendte mod vest. Som en i udlandet almindelig anordning ved skrinene kan tilføies, at de ikke stod aldeles frit, men under en hvelvet bedækning, dog i nogen høide over selve skrinets tag. At dette har været tilfældet ogsaa hos os og navnlig i Nidaros kristkirke, kan sees af erkebiskop Aslak Bolts forføining i 1429, da han sendte sin kapellan til Sverige for at kjøbe kobber til kirkens behov „oppaa huen [baldakin] over st. Olafs skrin“[1].
Hvad hovedformen af begge slags skrin angaar, ser man dem ofte lignet med et hus eller en kirke, dog har saadanne bygninger ikke her tjent som forbillede. Dette er derimod tydelig hentet fra gravkisten, hvad der ogsaa maatte være givet ved den anvendelse, hvortil skrinet var bestemt. Dette siges ogsaa ligefrem i den beskrivelse, Snorre giver af det skrin, Magnus den gode lod gjøre, kort tid efterat han var bleven konge (1035), for sin fader Olaf den hellige. Ifølge hans beskrivelse var dette skrin „udstyret med guld, sølv og ædelstene; baade med hensyn til størrelse og form var det som en ligkiste med svaler nederst, men oventil var laaget af form som et tag, og øverst paa dette var hoveder og mønekam (burst)“. Skrinet havde saaledes gavle og sadeltag[2], og dette er
