et frit rum under skrinet eller mellem dette og gulvet[1]. At dette var tilfældet ogsaa hos os, navnlig i Nidaros domkirke, og baade før kirkens oprindelige kor var udvidet, som det synes, og efter dets ombygning, er der et par steder, som vise. Saaledes nævnes blandt de mirakler af Olaf den hellige, som skal være foregaaet i erkebiskop Eysteins tid ialfald efter ca. 1150, at en paralytisk mand kom til kristkirken i Nidaros paa Olafsfesten og blev helbredet derved, at han, efterat han ligesom ved et skub af nogen var drevet bort fra sin plads, blev liggende „under selve skrinet“[2]. Dog er det muligt, at her kun menes, hvad der foregik, efterat skrinet var bragt ud af kirken og bares om i procession. Med sikkerhed sees derimod skrinets plads af, hvad der ifølge Haakon Haakonssøns saga foregik, da usurpatoren, hertug Skule i 1239 lod sig hylde til konge paa Ørethinget, og som ellers sedvanligt under saadanne omstændigheder vilde have Olafsskrinet bragt ned til stedet. Da opfyldelsen af dette hans ønske nemlig i erkebiskopens fravær blev nægtet af de loyale korbrødre, og Skules søn Peter desuagtet gav sine følgesvende befaling til at flytte skrinet, men dette ei kunde rokkes, sprang han paa sin brutale maade op paa alterbordet og skjød, som det heder, med knæerne imod skrinet, hvorved det løsnede. Heraf sees følgelig, at skrinets nederkant befandt sig ovenover alterbordet og navnlig i knæhøide derover. Dette stemmer ogsaa paa det nærmeste med, hvad der ovenfor er sagt om Thomas Becket’s helgenskrin.
Men Hensyn til skrinenes retning, har denne hos os vistnok været den samme som andetsteds f.
