smykket med emalje. Det mindst beskadigede skrin af dette slags, som endnu findes levnet, er dog det, der tilhører den gamle Hedals kirke i søndre Aurdal; det er uden emaljering og har heller ikke, som ellers ofte, fødder for at kunne bæres i processioner, men er forresten det mærkeligste af alle.
Fælles for begge slags skrin var den plads, de indtog i vedkommende kirke, idet de knyttedes til et af kirkens altere, som oftest høialteret. Naar det imidlertid næsten overalt siges, at skrinet stod „paa“ alteret, er dette urigtigt, hvis man dermed, som det synes, mener alterbordet. Dette vilde ogsaa forbyde sig selv, da skrinet paa den maade kom til at optage pladsen for de gjenstande, som ifølge rituelle bestemmelser hørte hjemme der: evangeliebogen, monstransen, krucifixet og stagerne. Det heder heller ikke i kildeskrifterne nogetsteds, at skrinet stod paa, men overalt over (yfir) alteret, og grunden dertil var selvfølgelig, at skrinet saaledes fik en mere fremtrædende plads. Dette var ogsaa gjennemgaaende regel i udlandets kirker. Herom faa vi saa nøiagtig underretning som muligt, naar det i Thomas Becket’s saga[1] heder, at hans skrin i Canterbury kathedral blev sat „midt over høialteret, dog ikke høiere, end at det stod ned paa den øvre tavle (tabula)“. Ved den sidste maa vel, i modsætning til den nedre tavle eller alterbordets dækplade, forstaaes det saakaldte superfrontale eller retabulum langs alterbordets bagre side. Skrinet havde da her, som underlag, nogle planker eller stokke, der hvilede dels paa retabelet og dels paa lodrette fritstaaende opstandere længer øst eller paa en kant i kormuren, og der blev saaledes levnet
- ↑ udg. af R. Unger, s. 496.
