derunder liggende navngivne Gaarde (tilsammen 14 Spands Skyld) „til Landebo“ og „at beholde kvit og frit i sin Livstid og hans kjære Hustrues“, der, om hun overlever Manden, skal være fri for al Afgift, saalænge hun er Enke. Til Gjengjeld forpligter Simon sig til at være Erkebispen og hans Efterfølger „til Tjeneste til Herdage indenlands og udenlands, naar hannem tilsiges, selv tredie velferduge, dog paa vor Kost og Klædning som vore andre daglige Tjenere“.[1] Af lignende Indhold har formodentlig et andet Brev været, der kun kjendes af Lensherren, den senere Rigsraad, Christopher Huitfelds ubetinget troværdige Erklæring om at have seet det. Ved dette Brev har samme Erkebiskop Erik forlenet en Olaf Mogenssøn med 20 Spands Jordegods i Thrøndelagen.[2] Det kan have sin Interesse at erfare, at begge disse Personer overlevede Reformationen, og begge vedbleve at besidde de dem tildelte Forleninger, uagtet de begge forlængst vare gaaede ind i nye Stillinger.[3] Simon forekommer allerede i 1532 og Olaf i 1533 som Raadmand i Throndhjem.[4] Sidstnævnte drev det siden til Lagmand i Throndhjem.[5]
En tredie, der synes at have modtaget lignende Rettigheder af Olaf Engelbrektssøn selv, er „Finmarksfareren“ Sivord Olssøn. Denne Mand, der ikke forekommer paa Listen over Sædesvendene, blev i 1528 efter sin
- ↑ Dipl. Norv. X, S. 249–250, cfr. S. 807.
- ↑ Dipl. Norv. X, S. 778.
- ↑ Dipl. Norv. X, S. 806–807.
- ↑ Chra. Vidensk-Selsk. Forhandl. 1879, No. 13, S. 20.
- ↑ N. Rigsregistr., I, S. 57, 129.
de store Gaarde nordenfjelds. Det er mig noget paafaldende, at Kraft (VI, p. 95) anfører, at Gaarden skulde været en Del af Bakke Klosters Gods.
