Hjemkomst fra Danmark, hvor han ikke usandsynligt havde været i Erkebispens Ærinde, arresteret og „sat i Taarnet“ af Hr. Vincents Lunge. Han paaberaabte sig „hans Naades Erkebispens Frihed, som hans Naade havde undt ham“, men Hr. Vincents „forhaanede og forsmaaede“ baade „Naaden og Friheden“, og Sivord maatte anse det for en Lykke, at han slap ud af Taarnet for tolv Lod Sølv, og „maatte hans Hustru tage sit Belte af sin Ryg til Pant, saa længe til hun fik hentet de tolv Lod.“[1] At den „ærlige og førnumstige Svend“ Mogens Arnessøn, som 1529 var Erkebispens Foged i Throndhjems By,[2] kan have hørt til denne samme Classe af „Frimænd“, er ikke usandsynligt.
I Simon Sveinssøns Frimands- og Forleningsbrev omtaler Erkebispen, som man vil erindre, en „St. Olufs og vor fri Sædegaard“. Hvor mange „Sædegaarde“ Stiftet har besiddet, ved jeg ikke, men vel, at der i Frederik I.s norske Haandfæstning § 45 omtales „Sædegaarde, som Kirken og Ridderskabet haver“,[3] samt at den danske Hær, der i 1532 sendtes til Throndhjem mod Erkebiskop Olaf, foruden dennes Residents i Byen ogsaa brændte to af hans „Sædegaarde“.[4]
Erkebiskoppelige Frimænd i Norge kjender jeg dog ikke fra Tiden før Erik Walkendorf. Tænkeligt kunde det altsaa være, at denne danske Mand (den eneste danske blandt vore Erkebisper, naar den aldrig fungerende Nicolas Rusare eller Finkenog sættes ud af Betragtning) kan have overført til sin Diocese et Institut, der maatte være ham bekjendt fra Danmark.
