Det har længe været bekjendt, at Erkebiskoppers og Biskoppers fornemste Tjenere andensteds have indtaget en Art adelig Stilling. Ogsaa for Nordens Vedkommende sees dette tydelig at have været Tilfældet i Lunds Erkestift, hvis Kirkefyrste ligefrem regjerede over betydelige sammenhængende Strækninger, navnlig over den hele Ø Bornholm. Paa denne Ø bestod en egen Klasse af (ringere) Adelsmænd, de saakaldte Frimænd, hvis Rettigheder som saadanne delvis bleve respecterede endog en Tid efter Reformationen. Dette er sikkert nok, om end af de to erkebiskoppelige Adelsbreve fra Lund, som nu kjendes, det ene (af 1468) bevislig er falsk, det andet ikke helt paalideligt.[1]
De fleste Læsere ville vistnok forbauses ved at erfare, at ogsaa Throndhjems Erkebiskop har udstedt Adelsbreve, og at man af saadanne har i Behold et, hvis Ægthed ikke kan omtvivles, og ved Besked om et til, der ligeledes maa betragtes uangribeligt. Det helt bevarede er udstedt i Throndhjem af Erik Walkendorf den 3die Mai 1517 for en Simon Sveinssøn. Erkebispen giver med sit Domkapitels Raad og Samtykke denne Mand og hans ægte Børn til evig Tid Skjold og Hjelm (der beskrives) og gjør ham til „St. Olufs, den hellige Kirkes og vor fri Mand“, og han forlener ham med „St. Olufs og vor fri Sædegaard“ Vinje i Mosvigen[2] med fire
