der gik under navn af skrin. Disse var med hensyn til størrelse to slags, eftersom de optog en helgens hele legeme eller kun indeholdt enkelte dele deraf og da blot var ca. 1 alen lange eller derunder. Af større skrin kjendes her i landet kun trende, nemlig efter deres alder st. Sunnivas paa Selje og siden. 1170 i Bergen, st. Olafs fra 1035 i Nidaros og st. Halvards fra begyndelsen af det 12te hundredaar (dog før 1130) i Aaslo. Derimod omtales overhovedet ikke noget slags skrin i Hamars domkirke, og st. Svituns skrin i Stavanger hørte rimeligvis til de mindre, da denne helgen som bekjendt var engelsk og opbevaredes i Winchester kathedral. Ikke usandsynlig var af de mindre slags ogsaa de to skrin (erkebiskop Eysteins og st. Bernhards), som foruden st. Olafs nævnes i Nidaros domkirke, ligeledes de skrin, der foruden st. Sunnivas omtales[1] i Sunniva-kirken og Albanuskirken paa Selje.
Af de mindre relikvieskrin har der vistnok ogsaa hos os været en hel del, men naar undtages de nysanførte, omtales de ikke i skrifter fra middelalderen. Derimod nævnes flere i senere tid. Saaledes indkom der allerede før 1696 et lidet saadant skrin med keltisk ornamentik fra Norge til kunstkammeret i Kjøbenhavn, hvor det nu er i det nordiske museum[2]. Endvidere omtales[3] i Røkens kirke et skrin „af kobber med sterk forgylding og endel emaljerede helgenbilleder“, men som af kaldets sogneprest Selboe (1701–1730) blev „bortlaant til hans venner i Throndhjem, der beholdt det og aldrig leverede samme
