kirken blandt andet knyttet til en bestemt helgen, som dens patron, efterat relikvier af denne var nedlagt, navnlig i korets alter. Var kirken kathedral, blev den desuden, ialfald hos os, indviet til ære for Kristus, som repræsentant for treenigheden. Saadanne kirker kaldtes derfor, foruden efter sin helgen, ogsaa kristkirker[1] eller trinitatiskirker.
I kristendommens første tid fik relikvierne plads under alterfodens bund. Men dette var forlængst gaaet af brug, da den nye religion blev indført hos os. Heller ikke fulgte man her, som det synes, den skik, der ofte træffes andetsteds, at indlægge relikvierne i selve alterfoden, hvorimod de udelukkende, som det synes, anbragtes i dækpladen over alterbordet. For dette øiemed udhuggedes i pladen en fordybning eller grav (sepulchrum), enten korsformet eller aflang firkantet, i sidste fald med retning fra nord til syd, 5–12 tommer lang og 3–7 tommer bred. I dette gjemme blev da relikvierne nedlagte, og som flere exempler har vist, undertiden i bitte smaa, fine poser af tøi med tilheftede pergamentsstrimler, som angav navnet paa den eller de helgener, fra hvem levningerne hidrørte. Gjemmets fordybning lukkedes dernæst med en i en fals hvilende plade (sigillum, mærke, stempel), som oftest af hvid marmor, hvorpaa der undertiden blev sat en indskrift med oplysning om indvielsen og vedkommende helgens navn[2].
I førstningen synes man at have indskrænket sig til disse faste og simple gjemmer. Senere fik man ogsaa
