Denne siden er ikke korrekturlest
OM RELIKVIEGJEMMER I NORSKE KIRKER.[1]
AF
N. NICOLAYSEN.
Førend en kirke i middelalderen kunde tages i brug, fik den ligesom i vore dage en vielse[2]. Derved blev
- ↑ med mindre forandringer og enkelte tillæg efter et foredrag, afholdt 17 april 1388 i det herværende kunstindustrimnseum, hvorfor ogsaa flere spørsmaal af særlig kunstindustrihistorisk interesse og som hidtil ei har været gjenstand for behandling, her er medtagne, skjønt liggende fjernere fra det egentlige emne.
- ↑ Indvielsen gjaldt dog kun selve kirkebygningen, ikke derimod indretninger eller stiftelser, som maatte være forbundne med kirken. Strengt taget er det derfor urigtigt, naar det i vore historiske skrifter almindelig siges, at klostre blev „helligede“ eller „indviede“ til en eller anden helgen, eller naar man benævner klostre efter den helgen, hvortil deres kirke var indviet, f. ex. Albanus-, Marie- eller Olafskloster o. s. v., ligeledes naar man forundrer sig over, at der i kildeskrifter omtales f. ex. kun Jonskirken i Bergen, men ikke Jonskloster, eller i Aaslo, Bergen og Nidaros Olafskirker, men ikke Olafsklostre. Skylden for denne opfatning kan dog ikke tillægges de indenlandske kilder, som tvertimod er korrekte i sin udtryksmaade. Saaledes nævne disse f. ex. ei noget Albanuskloster paa Selje, hvorimod det heder (Flateyarb. I, 246), at „ved den kirke, som er helliget Albanus, er der et kloster“. Paa lignende maade træffes ogsaa i Thomas Becket’s saga (udg. af R. Unger s. 112) vedkommende franske kloster betegnet som et „munkekloster ved den hellige Andreas apostels kirke “.
