følgelig kunde denne Kilde være udsat for Misforstaaelser. Naar den nu berettede, at der ved Aar 1300 var „1800 væragtige Mænd“ i Hamar, og at disse holdt Mønstring i Hamar „hvert Aar en Gang“, at der i Biskop Sivards Tid (c. 1400) var 900 væragtige Mænd i Hamar, men at 300 voxne Mænd med Piger og Drenge gik til Alters til Paaske, tør jeg ikke kassere disse Beretninger som helt uhistoriske, men tror, at den oprindelige Beretning er misforstaaet, og det er da forholdsvis let at tænke sig, hvorledes Beretningen er underlagt en feilagtig Betydning. Jeg maa nemlig anse det for i sig selv ikke usandsynligt, at der i Aaret 1300 har været holdt en Mønstring i Hamar over 1800 Mand, og at dette er optegnet i Biskopernes Bøger; men denne Mønstring har da været over Oplandenes vaabendygtige Mandskab i Anledning af Ledingen til Danmark, ikke over Hamars Borgere. Ifølge Prof. Sars’s Beregninger over Folkemængden efter Peterspengenes Beløb kan i 1325–26 hele Hamar Bispedømmes Befolkning anslaaes til c. 24000 Mennesker; beregnes den fulde Almenning her efter høieste Beløb (hver 7de Mand), bliver det vaabendygtige Mandskab 3425, altsaa halv Almenning 1712, hvilket noget saa nær svarer til det for Aar 1300 opgivne Antal, 1800 Mand. I Biskop Sigurds Tid (c. 1400) kan der ligeledes være holdt en Mønstring i Anledning af et eller flere Ledingstog, f. Ex. Aar 1393; naar Ledingen da angav et saameget mindre Antal, end man kunde vente, kan Forklaringen søges andensteds end i den antagne Aftagen af Folkemængden til Halvparten, f. Ex. at ikke alle Dele af Oplandene er medtagne. Med Hensyn til Beretningens Troværdighed bør man være opmærksom paa, at Antallet af den vaabendygtige Befolkning (900) staar i absolut Modsætning til Antallet af Personer, som gik til Alters i Paaske (300), thi ved
