denne Leilighed skulde efter den ældre Kristenret ethvert Menneske over 7 Aar, efter Jons Kristenret enhver over 15 Aar nyde Sakramentet. Tallet 300 maa saaledes betegne Tallet af den voxne og halvvoxne Befolkning i Hamar omkring Aar 1400, og derimod kan ingen væsentlig Indvending gjøres; men den udelukker ganske den anden Angivelse, at Hamars væragtige Borgere da var 900[1].
Som ovenfor nævnt, har Hamar aldrig havt nogen Bylov, men Lagmanden sees at have dømt efter Landsloven. Betegnende i den Henseende er, at et gammelt Lovhaandskrift fra c. 1320–30, som synes istandbragt for Hamars Bispestol og i sin Kalender optager Biskop Thorsteins Dødsdag (2 Mai 1305), indeholder Landsloven og Rettebøder for Oplandene med den ældre og yngre Kristenret, men ingen Bylov. Dette Haandskrift er dog allerede før 1350 kommet bort fra Hamar (til Stavanger), og selvfølgeligt har saavel Biskop som Lagmand paa Hamar maattet erhverve andre Lovbøger. Et saadant Lovhaandskrift kan saaledes ogsaa have indeholdt en Bylov i den almindelige Form, som kjendes fra flere Haandskrifter, hvor Byens Navn ikke nævnes. Paa den Maade har jo f. Ex., som oplyst i NgL. 4de Bind,[2] Stavanger faaet en speciel kgl. Rettebod, idet Navnet Stavanger er indført med senere Haand i Haandskriftet, hvor der gjaldt en Rettebod for Kjøbstæderne i Almindelighed, og paa samme Maade er Bergens Bylov omgjort til Brug i Marstrand[3]. Paa samme Maade har da Redaktørerne
