af Hamars Storhed. At Hamar havde til verdslig Øvrighed en Byfoged (Gjaldkere) med Raadmænd, at den havde Stadstjenere og Brandvæsen, Kjøbmænd og Haandværkere, at Byens Grænser strakte sig til Furuberget, Flakstadbro og Akersviken, med andre Ord omsluttede et Fladeindhold af c. 24 □ km., at Byens Folkemængde ved 1300 udgjorde 1800 Borgere, ved 1400 900 Borgere, altsaa tilsammen mange Tusinde Mennesker, – det er aabenbare Fantasier. Vanskeligheden ligger i at forklare sig, hvorledes man var kommet til at danne sig disse fantastiske Forestillinger saa kort Tid efter Bispestolens Nedlæggelse. Man kunde i den Henseende betone, at Chr. Munk, som nedskrev Beretningen, jo var ganske fremmed for Hamar indtil 1549 og saaledes kunde have overført Begreber fra danske Kjøbstæder til Hamar; man kunde ligeledes fremhæve, at den eneste gjenlevende af det forrige katholske Kapitel, Hr. Truels Kantor, var en ældgammel Mand og med Alderdommens sædvanlige Tilbøielighed til at se sin Ungdom i rosenfarvet Lys kan have malet den ældre Tid med stærke Farver. Men Beretningen selv synes at pege hen til andre og bestemte Kilder: de Bøger, som fandtes i Hamars Gaards Taarn, og som stammede fra de ældre Biskoper. Disse Bøger synes at have været af to Arter: dels har det været Biskopernes Regnskabsbøger, dels har det været en Byret. Biskopslisten, som vel ligeledes stammer fra Biskopernes Bøger, har bevaret flere ægte historiske Notitser, f. Ex. at den sorte Død begyndte her i Norge (ɔ: paa Oplandene) ved Nativitas Mariæ og stod paa til Alle Helgens Tid, at Biskop Thorfinn blev fredløs i Kong Eriks Tid Aar 1282, samt enkelte Beretninger om de senere Biskoper (f. Ex. om Karl Segerssøn). Den har altsaa virkelig været en værdifuld historisk Kilde, men selv-
