Bygningen[1]. Ikke destomindre gik dog Arbeidet istaa, og Kannikerne synes at have anvendt de forøgede Indtægter paa anden Maade[2], thi i 1584 faar vi i et Kongebrev høre, at „Kirken staar ikke til at hjælpe og holde ved Magt uden stor Bekostning“, hvilket bruges som Paaskud til at flytte den 1572 gjenoprettede Skole til Vang. Med Skolens Flytning forfaldt naturligvis Kirken hurtigt; men ikke destomindre er det sikkert, at den først i Slutningen af 17de Aarhundrede blev til den Ruin, den senere har været: i 1670 faldt den vestre Gavl ned, i 1686 det hvelvede Kapel i nordre Taarn ved Indgangen og endelig i 1692 det store Midttaarn, og omtrent ved den Tid begyndte en ren Plyndring, idet Domkirkens Stene bortførtes for at bruges til Udvidelser af de nærliggende Vangs (1695), Næs (1698) og Stange (1703) Kirker[3]. Medens saaledes Biskopsgaarden fornemmelig er ødelagt ved Fiendehaand, skyldes Domkirkens Ruin mindre Fienderne end de forenede Anstrængelser fra Regjeringen, Geistligheden og Menighederne paa Hedemarken.
Gaar vi efter denne Oversigt over Hamars Historie og Topografi efter andre Kilder over til at undersøge den gamle Beskrivelse, bliver man strax opmærksom paa, at man her maa skjelne mellem den rent topografiske og de historiske Beretninger.
Den topografiske Skildring maa i det hele ansees for korrekt. De Bygninger, som nævnes og beskrives,
