ved Aar 1707 stod den søndre Mur „med sin Gavl“ og ligeledes den nordre, medens den østre og vestre Mur var meget forfaldne[1]. Den senere Tradition om, at i 1567 ogsaa Byen Hamar skulde være ødelagt, er, som ovenfor oplyst, urigtig; derimod synes det rimeligt, at ved Sprængningen ogsaa Domkirken maa have lidt noget, thi i 1569 siges i et Kongebrev, at Hamars Domkirke „af Fienderne er brændt[2] paa Taarn og Tag, dog skal den igjen staa til at hjælpe, om Hamars Kommuns Rente lægges til samme Kirkes Bygning“. Herom begjærer Kongen (1 Dec. 1569) Udtalelser af Lensherren og Biskopen, hvis Svar dog ikke kjendes. Først i 1572 bevilges den forlangte Understøttelse efter fornyede Ansøgninger fra Hamars Kanniker, som bl. a. paastaar, at „under forleden Feide Domkirken er afbrændt, og Klokkerne sønderslagne og bortkomne“, eller at „Domkirken er afbrændt, saa intet Tag eller Spær derpaa findes“; i et senere Kongebrev fra 1584 varieres Udtrykket saaledes, at Kirken „skal udi forleden svenske Feide være fordærvet ved Ildebrand, som hende er overgaaet“. Dette synes maaske nærmest at antyde en Vaadeild, som da fornemmelig har rammet Træverket i Kirken (Taget), hvilket ogsaa fremgaar af Kongens Svar, hvori det paalægges Kannikerne at lade bygge og færdiggjøre den paa Spær, Tag og Indretning. Man ser, at i 1575 havde Kannikerne „meget samme Domkirke bygget og forbedret, saa de den nu største Parten havde faaet under Tag“, hvorpaa de faar yderligere Begunstigelser til at fortsætte
