eller Skolen nævnes, og de 2–3 Præster (Kanniker) synes at være Stedets eneste Befolkning; at Skolen var ganske ophørt, fremgaar ogsaa af Biskop Hans Reffs Brev af 1542 om Domkapitlernes og Skolens øde Tilstand i begge Stifter. Et Forsøg til at forbedre Tilstanden blev dog gjort, efterat Christen Munk var bleven Høvedsmand paa Hamar (1549). Chr. Munk har selv Sommeren 1551 været hos Kongen med Forslag til Forbedring paa Hamar Gaard og med en Skrivelse fra Hamars Kapitel om Hjælp til Kirken, som var „meget bygfalden og ikke uden stor Hjælp kunde istandsættes“. Efter hans Forestilling blev han 4 Juli 1551 forlenet med Nonneklostret i Oslo’s Gods med Forpligtelse til at „færdiggjøre det Taarn, som staar paa Hamars Gaard“, og samtidig fik Kannikerne Ret til i 3 Aar at oppebære al den Tiende, som tilkommer Kirkerne i hele Hamar Stift, og skulde deraf „gjøre sin største Flid med at sætte Kirken i færdig Stand“ og „derhos finde Raad til ogsaa at lægge anden Hjælp dertil, for at det kan gaa des snarere med Bygningen“[1]. Vi ved ikke, hvor langt disse Forbedringer strakte sig, men da der i den følgende Tid ingen Klager høres og de følgende Lensherrer (Jesper Friis 1556, Peder Huitfeldt 1558. Christen Munk 1561–67) kun faa Hamar Gaard med den sædvanlige Forpligtelse til „paa egen Omkost at bygge og forbedre Gaarden“, synes denne virkelig at være istandsat. Under Krigen med Sverige blev som bekjendt Hamar Gaard indtaget af Svenskerne (13 Febr. 1567), og ved Svenskernes Tilbagetog fra Oslo brændte de Hamar Gaard af og lod Murene sprænge med Krudt[2]; dette skede dog ikke fuldstændig, thi endnu
