ninger og Korsbrødrenes Gaarde, medens ingen Bygaarde omtales. Og som Bygaarde og Borgere er ukjendte i Hamar, saaledes kjendes heller ingen andre Lokaliteter, specielt ikke Bygader i Hamar. Vistnok nævnes i Kapitlets Jordebog fra 1596 en Grønnegade, der synes at have strakt sig indover fra Bispegaarden mod Øst; men hvis Navnet er gammelt – og derom tvivler jeg ikke –, betegner det netop ikke en Bygade, men en Bygdevei; en Bygade hed i det gamle norske Sprog stræti, ikke gata, og selve Betegnelsen Grønne-gade antyder jo en Vei mellem grønne Marker eller Skov, ikke en af Bygaarde omgiven Gade.
Domkirken med Bispegaard, Skole og Kloster, Kommunegaarden med enkelte (2?) Korsbrødregaarde, Lagmandsgaarden, Korskapellet med Hospitalet (Korsgaarden) er saaledes tilsammen, hvad der kjendes fra det gamle Hamar, og disse Gaarde synes alle at have ligget i det nærmeste Naboskab om Kirken, undtagen det lidt fjærnere Korskapel med dets Hospital. Dermed er ikke sagt, at disse Gaarde var de eneste, thi til de geistlige Institutioner sognede vistnok en ikke saa ringe tjenende eller arbeidende Befolkning, som maatte have sine Boliger i eller i Nærheden af sine Herrer, ligesom der vistnok ogsaa boede endel Mennesker i Lagmandens Gaard. Hertil kommer endvidere, at til forskjellige Tider flokkedes ikke saa faa Mennesker til Hamar. Markedet, Lagthinget og de geistlige Domstole forudsætter, at der flere Gange om Aaret samledes flere Hundrede Mennesker til Hamar, saa at vistnok ogsaa disse Møder krævede ikke saa faa Huse eller ialfald Boder, hvor man kunde faa Tag over Hovedet, om end den ældre Tid ikke krævede store Bekvemmeligheder til saadant midlertidigt Ophold. Men en virkelig bofast Bybefolkning eller en virkelig By
