egnen. Hvormange Kanniker Domkirken har havt, vides ikke, men neppe har der været mere end 10, og maaske er dette Tal først naaet kort forud for Reformationen, i siden flere Præbender sees at være testamenterede til Domkirken i de sidste Biskopers Tid (c. 1490–1537). Det stemmer hermed, at Peder Hanssøn i 1539 omtaler, at der ved Kirken kun residerede 2 eller 3 Præster, og at Biskop Hans Reff i 1542 regner 7 eller 8 Kanniker at være det sædvanlige i Hamars Domkirke. Kannikernes Formand synes i tidligere Tid at have været Erkedegnen; ialfald optræder c. 1210 en Erkedegn i Gudbrandsdalen sammen med Hamars Biskop og Oplandenes Lagmand (DN. II No. 4); senere nævnes han aldrig under denne Titel, men muligens er han identisk med Biskopens Official, hvorimod Kantoren hyppigt omtales. Kannikerne har vel været tilstede nogle Gange om Aaret for at deltage i de kirkelige Domstole og i Bispedømmets Styrelse, medens i Regelen kun de faa residerende Kanniker har boet i Hamar og fungeret i Kirken. Kannikerne har havt sit fælles Bordhold i Kommunet eller Korsbrødre-
Altare beatæ virginis („Vor Frue Alter“) med Ottestad P.,
Altare crucis („Kors Alter“),
Altare quinque vulnerum („Hellig fem Vunders Alter“),
Altare S. Michaelis,
Altare S. Nicholai,
Alltare S. Catharinæ (eller S. Catharinæ Præbende),
De 15 Nødhjælperes Alter (senere „St. Jørgens Alter“)
Altare S. Salvatoris (senere S. Trinitatis a. eller Præbende),
Altare S. Annæ, samt desuden Præbenderne: Gautestad (senere Gaustad, ikke Gausdal), Alm, Hammerstad, Hugleikstad (Huringstad), Virishaug, Kise (ikke Rise), Horgen, Udkastad. Forresten nævnes i Biskop Thorfinns Testament af 1284 ogsaa et »altare defunctorum«, som ikke kjendes senere.
