1565)[1] o. a. d. Et Indtryk af locale Oplevelser og personlig Erindring giver fremforalt Slutnings-Beretningen om Beleiringen af Hamar og Biskop Magnus’s Overgivelse i Juni 1537, hvad allerede J. C. Berg gjorde opmærksom paa. Men den samme Localfarve har dog ogsaa selve Beskrivelsen: ligesom man i „Tillægget“ føler sig midt iblandt Domkirkens Omgivelser med Bispegaarden, Klostret, Korsgaarden og „de gamle Kjøbstæds-Gader“, saaledes ogsaa i selve Beskrivelsen: dets Forfatter lever midt iblandt de halvt nedfaldne Bygninger, saa han ganske glemmer at beskrive deres topografiske Beliggenhed i Forhold til hinanden, i den Grad forudsætter han denne kjendt. Og ligesom Tillægget maler, hvorledes Biskop Magnus gaar ned paa Strandbakken og falder paa sine Knæ „og takked Gud i Himmelen for hver Dag han havde havt, dernæst bød han Kannikerne og Præsterne gode Nat, dernæst bød han Hammers Domkirke og Kloster god Nat, dernæst bød han Hofmænd, menige Almue, Borgere og Bønder gode Nat og bad dem alle bede godt for sig og mente, at han snart vilde komme til dem igjen“ o. s. v. –, dvæler ogsaa Beskrivelsen selv ved de gamle Erindringer om det idylliske Liv i Bispernes Tid, at „det var ganske saare lystigt om Sommeren, naar man roede om Hammers By og alle Urter og alle Træ de gav slig herlig Luft fra sig“, eller at „naar som det var blidt og stille Veir, da kunde man høre det langt borte, naar som at Præsten og Degnene siunge i Kirken og Orgeværkernes Lyd hørdes, at den som ikke havde et Stenhjerte maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade imod Mennisken og Guds hellige Ord og de deilige Psalmer, som de hørde siunge der“.
- ↑ Se Norske Rigsregistranter I 454, 462, 553.
