denes Lagmand, to nærboende Adelsmænd med tiere Geistlige, Adelsmænd og Bønder hos Befalingsmanden Christiern Munk, og at disse tilsammen gjennemgik Biskopernes Regnskabsbøger og Breve for at faa Indblik i det gamle Hamars „Leilighed“, og at som Resultat af dette fremgik den foreliggende Beskrivelse, som blev indført af Chr. Munk „i hans egen Bog“, hvorfra da Afskriften skulde stamme. At Bogen i Virkeligheden er bragt istand paa den Maade, den selv siger, kan naturligvis ikke længer bevises, men jeg kan ikke se noget, som taler derimod. Alle de Personer, som nævnes i Intimationen, levede da og er korrekt betegnede: Christiern Munk blev Befalingsmand paa Hamar fra 1549 og beholdt det indtil 1556. Kanniken Hr. Trugels Olafssøn var Brodersøn af Biskop Herman († 1503), omtales som levende i Kapitlets Jordebog fra c. 1550 og maa da have været en Olding, om end neppe „ved hundrede Aar“; Mag. Thorbjørn (Olafssøn Skaktavl † 1571), M. Amund Ellingssøn og Hr. Baard Rolfssøn (Rosensværd) nævnes endnu mange Aar senere (1568) som Medlemmer af Hamars Kapitel; Hr. Bengt Baard var Lagmand i Hamar 1549–c. 1555. Ligeledes er de to Adelsmænd vel bekjendte Samtidige. Alle ydre Tegn synes altsaa at vidne for Intimationens Ægthed. Og læser man saa Beskrivelsen selv, skal man ikke kunne nægte dens Præg af Samtidighed. Jeg regner dertil for det første oplysningerne om, at en Kannikegaard havde tilhørt Hr. Halvor Ulfssøn (der netop var død i 1548 eller 1549), at Kong Christian III gjentagne Gange kaldes „kongelig Majestæt“ (uden Navn) og at Thronfølgeren kaldes „Hertug Fredrik“, at Biskop Magnus tog med sig til Danmark „en Dreng ved Navn Lars Hummer, han var hos Bispen til hans Dødedag i Andersskov Kloster“ (senere kom han tilbage til Norge og blev Kannik i Oslo
