mig identisk med Olafs Fader, har opkaldt en Søn efter sin Fader Gunnar og en anden efter sin Broder Aslak, er jo ret naturligt.
Sandsynligheden for, at vi her have med Erkebispens Slægt at gjøre, voxer ogsaa derved, at han, som i foregaaende Capitel paaviist, vitterlig har havt Frænder og Familieforbindelser netop i denne Del af Nordland, i Senjen. Man seer ogsaa, at Nordlændinger have nydt hans særlige Yndest og Protection, saaledes de to berømte (tilsidst lutherske Superintendenter!) Geble Pederssøn og Thorbjørn Olafssøn, der begge i sine Breve lægge næsten sønlige Følelser for ham for Dagen.
Og endelig er det meget interessant, at Decanen Saxe hører til Familiekredsen. Er nemlig han, som vi maa tro, den senere Erkebiskops Farbroder, da have vi heri uden Tvivl Forklaringen til, at Olaf (og Broderen Gunnar Engelbrektssøn) kom til at betræde den geistlige Bane, og vi kunne maaskee ogsaa i de Connexioner, som dette Slægtskab medførte, see en medvirkende Aarsag til, at Olaf selv saa tidlig er bleven Kannik og Decanus i Nidaros, fra hvilken Stilling han saa steg til den høieste kirkelige værdighed i Riget. Om Decanen Saxe vides forøvrigt saare lidet. Han blev 1472 indskreven ved Rostocks Universitet og 1477 Magister sammesteds[1]. Af norske Kilder erfarer man intet andet om ham, end at han 1487 var Kannik i Nidaros[2], altsaa endnu da ikke Decanus. I denne sidste Stilling stod han fremdeles 1506.
Resultatet bliver altsaa, at Olaf maa antages at tilhøre en i ethvert Fald i Slutningen af det femtende Aarhundrede i Nordland bosat Familie. Forældrene have levet i Throndenes, hvis store og meget indbringende Præste-
