ved Andre[1]. Mellem saadanne høitstaaende Personer indbefattedes ikke alene Erkebisper, men ogsaa Indehavere af de høieste (næstbiskoppelige) værdigheder ved Domcapitler, og heraf forklares da, at Erkebiskop Gaute og (den første Gang ogsaa) Decanen Saxe, der som saadan stod umid- delbart efter Erkebispen i Rang ved Erkesædet, have kunnet antegnes af Fuldmægtige.
Der er i Notitsen nogle paatagelige Feilskrifter. At Widrusiensis er Feil for Nidrosiensis, vil Enhver kunne see. Men ogsaa Vigeberti er udentvivl forskrevet. Gjennemgaar man Registrene til samtlige Bind af vort Diplomatarium, vil man ikke en eneste Gang møde Navnet Vigebert. Vigeberti tør derfor i en Række af norske Navne fra det nordlige Norge sikkert trygt rettes til Ingeberti.
Det er endvidere neppe tvivlsomt, at de anførte Personer – maaskee med Undtagelse af Kanniken »Arverus«?[2] – ere Slægtninge eller Besvogrede, idet Ingibertus og Aslacus, der begge ligesom Decanen betegnes som Sønner af en Gunnarus, maa antages for dennes Brødre. Vi faa altsaa en Stamtavle af saadant Udseende:
Gunnar, hvis Hustru endnu lever 1500.
Saxe, dec. fac. Nidr. Ingebret * Jorun. Aslak * Gertrud.
Sammenligner man nu denne Stamtavles Navne med Navnene paa Erkebiskop Olafs Frænder, bliver Overensstemmelsen ret paafaldende. Vi have nemlig seet, at Olaf havde en Broder Gunnar og en anden ved Navn Aslak. At Stamtavlens Ingebret, hvem jeg nu tænker
- ↑ Lindbæks og Stemanns anførte Skrift, S. 59.
- ↑ Nogen Kannik i Nidaros af dette Navn kjendes ikke ellers; men jeg er ikke utilbøielig til at antage, at Arverus er forskrevet for Alverus, thi faa Aar i Forveien (1497) finde vi en Kannik ved Erkesædet ved Navn Alf Thorsteinssøn (Dipl. Norv., V, pag. 702).
