endog Aslak Bolt den første, hvis Fader vi kunne paavise. Dette tyder paa, at kun de færreste Biskopper have tilhørt Landets fornemmere Ætter. Og herigjennem forstaa vi, at vort verdslige Aristokrati kun meget sjelden eller aldrig har ladet sine Sønner faa Datidens videnskabelige Dannelse. Dette har aabenbart i høi Grad svækket Høvdingklassens Kraft. Hvor ganske anderledes saa det ikke i den Henseende ud i Danmark? Her bestod den intimeste Forbindelse mellem Hierarchiet og Herremændene. Disses Sønner vare her selvskrevne Candidater til Bispestole og Prælaturer, til hvilke kun yderst sjelden Parvenuer formaaede at svinge sig op. Vil man see hen til Catholicismens sidste Tid i Danmark, da finder man, at, da Reformationen indførtes gjennem Christian III’s Statskup, sad der i Roskilde Stift en Rønnow, i Odenses en Gyldenstjerne, paa Ribes Bispestol en Munk, paa Aarhuus’s en Bille, paa Viborgs en Friis, paa Børglums en Krumpen, og den ledige Erkestol var i Hænderne paa en Bille.
En af de norske Kirkefyrster, hvis Herkomst hidtil har været ubekjendt, er vor sidste Erkebiskop. Olaf Engelbrektssøn fortjener dog uimodsigelig en Plads mellem de interessanteste Personligheder i hele Norges Historie; thi jo mere hans Liv studeres, desto mere viser han sig som en Mand, hos hvem betydelige Evner, høi Dannelse, varm Fædrelandskjærlighed og mangesidig Virkelyst vare forenede, hans ulykkelige Skjebne falder paa en vis Maade sammen med den norske Selvstændigheds Undergang, og hans Navn faar saaledes en tragisk Klang. Man har Fornemmelsen af, at denne Mand, om han havde levet under gunstigere Tidsforhold, vilde have kunnet udrette meget.
I mange Aar har jeg tænkt over denne Mands Historie og grublet over hans hidtil gaadefulde Herkomst.
