Fra denne Tid af ved jeg Intet om Jacob Madsen
i Norge at sige. Aldrig vilde heller let min Interesse
have fæstet sig ved denne Mand, hvis ikke en paafaldende
Omtale af ham i Aaret 1658 havde vakt min særlige
Opmærksomhed.
Thi i Marts 1658 finder vi ham i Skaane hos Corfits Ulfeldt. Jacob ønsker nu svensk Tjeneste, og Ulfeldt anbefaler ham i et ganske mærkeligt Brev til en unævnt svensk Statsmand, hvilken Skrivelse er bestemt til at forelægges Kong Carl Gustav. I Brevet, der er affattet paa Fransk, angiver Ulfeldt først, at han har gjort Jacob Madsens Bekjendtskab for over tyve Aar tilbage. (Jeg vil her antage, at dette er skeet i den Tid, da Ulfeldt (1632–34) var forlenet med Baahus). Dernæst roses Jacob som habil i mange Sager. Han forstaar sig godt paa Bergverksdrift, han er særlig inde i, hvad der angaar Ammunition og Arsenaler, og han er skikket til at anvendes ved de Forhandlinger, der maa drives i Anledning af Fredsbetingelsernes Gjennemførelse, enten det skulde være i Skaane eller i Norge. Hvad Norge angaar, da er han vel bekjendt med Styrelsen der baade i civil og militær Henseende. »Overhoved han er en Mand, skikket til med Nytte at tjene Kongen, ellers vilde jeg ikke have anbefalet ham.« »Jeg er vis paa«, fortsætter Ulfeldt, »at, om Hans Majestæt ansætter ham, vil han være vel tjent, dersom De vil forestille ham for H. M. og vise denne dette Brev. Man søger ofte Tjenere, og man finder ei let en Mand som denne.«[1]
Hvilket Udfald denne stærke Anbefaling har faaet, er mig ubekjendt ligesom i det Hele Jacobs Skjebne efter 1658. I den sidste Krig 1657–58 har han aabenbart ikke deltaget. Hvorfor han forlod Norge, vides ikke.
- ↑ Danske Magazin 5 R. II. 76.
