Spørgsmaalet, om hvem Anonymen kunde være, har
jeg siden aldrig ganske tabt af Syne, men først for ganske
kort Tid siden har jeg ment at have fundet et Vink, der
maaskee kunde fortjene en kort Omtale.
Den norske Forfatter begynder – efter et latinsk Motto – med at udtale, at han »for lang Tid siden har kviteret sit Fædreland Norge og opholdt sig i fremmede Lande af den Aarsag at han ikke kunde see og tolerere den Servitut hvilken Danmark vilde paalægge bemeldte hans Fædreland«. Men nu haaber han, at »Kongen vil sætte Norges Rige i sin forrige Tilstand og bruge den Arverettighed, som han af Gud og Naturen haver«. Der gjøres saa en Række Forslag til Midler, hvorved Kongen til sit eget som til Norges Bedste kunde gjøre en Art norsk Statskup for at udløse Norge af dets Afhængighed af det danske Rigsraad o. s. v. Med Birkeland tør man være enig i, at Skriftet lægger Indsigt for Dagen.
Idet jeg forøvrigt henviser Læseren til det i Medd. fra Rigsarchivet aftrykte Skrift selv, vil jeg strax fremhæve, at man ved Gjennemlæsningen uvilkaarlig kommer til den Formodning, at Forf., i den Tid han – angivelig i patriotisk Harme – har færdedes i »fremmede Lande«, nærmest maa have levet i Sverige. Han anfører nemlig ikke alene (S. 282–83) endel politiske Exempler af Sveriges nyere Historie, men hans Stil og Sprogform forekommer mig ogsaa at pege paa en Mand, der en Tidlang har færdedes mellem Svenske. Hvad Stilen angaar, beror min Formodning nærmest paa et almindeligt Indtryk, men af enkeltvise formentlige Svecismer kan dog nævnes som Exempler: Timlig for timelig, tige for tie, fraa og daa for fra og da, Trugsel for Trudsel, mugligt, Baghus o. s. v. Han bruger ogsaa det i Sverige almindelige, i Danmark og Norge af gode Grunde ikke da
