først med Lendermanden Bjørn Buk, der faldt paa Kalvskindet 1179, derpaa med Simon Kaaressøn († 1190), hvis Sønner vare Baglerkongen Philippus og »Hr. Andres«, hvis Søn Gregorius af Stovreim var gift med Haakon den gamles uægte Datter Cecilia.
Efter Besøget i Danmark høres, som sagt, ikke mere om Ingerid, der dog maa antages at være vendt tilbage til Norge og at have levet der til sin Død. Kong Sverre giver i en af sine Taler hendes Børn, af hvilke jo Nicolaus var hans Dødsfiende, et lidet hædrende Vidnesbyrd. Det lader sig heller ikke negte, at mellem dem af hendes Sønner, der have gjort sig kjendte i Historien, er Orm Kongsbroder næsten den eneste, som giver et godt Indtryk. At f. Ex. Buris’s og Nicolaus’s lidet tiltrækkende Egenskaber kunne betragtes som Arv fra Moderen, kan dog sikkert ikke med Vished paastaaes. Thi bortseet fra de utvetydige Vidnesbyrd, vi have om Ingerids Letfærdighed, hvorved den afblomstrede Dame tør have givet slet Exempel og i ethvert Fald ikke bidraget til at høine Moralen i Norges fornemste Kredse – man kan tænke paa Kongedatteren og Kongemoderen Christina Sigurdsdatter, Erlings Hustru, hvis Liv ikke var renere – veed man lidet eller Intet om Ingerids Personlighed og Aandsevner. Det berettes rigtignok af Snorre, at hun lagde Iver for Dagen, da Harald Gille var død, for at faa sin Søn med ham, Inge, tagen til Konge, ligesom det hedder, at hun siden ophidsede Inge til Hevn over Sigurd Mund.
Mere lader sig altsaa neppe sige om Dronning Ingerid. Dog staar et Spørgsmaal tilbage, der har sin Interesse, fordi det ogsaa griber ind i hendes ulige mere sympathetiske Fasters, Dronning Margrete Fridkullas Historie. Dette Spørgsmaal angaar den sandsynlige Tid for Ingerids Fødsel og altsaa tillige hendes sandsynlige Alder paa de forskjellige Vendepunkter i hendes Livsbane.
