naaet en høi Stilling, har jeg allerede tidligere[1] ment at finde deri, at Orms Halvbroders, Biskop Nicolaus’s, Efterfølger som Oslo Biskop havde det dog ikke meget sædvanlige Navn Orm. Det vilde være ret sandsynligt, at Nicolaus havde havt en Frænde til »Nepot«, gjort ham til Kannik og søgt at bane ham Vei sil Successionen.
Maaskee har den selv efter Datidens Tænkemaade og Sæder for Ingerid i ethvert Fald ikke hæderfulde Forbindelse med Ivar Sneis gjort det lettere for en Mand af Ottar Birtings Herkomst at opnaa Giftermaal med en Kvinde, der var Sønnedatter af en svensk Konge, havde været gift først med en dansk Konges Sønnesøn, derpaa med en regjerende Konge af Norge, og af hvis Sønner en havde været svensk, en anden norsk Konge, men hun havde jo nu gaaet gjennem mange Hænder.
Endnu en Gang indgik Ingerid Ægteskab, det fjerde, med Lendermanden Arne Ivarssøn, som derfor fik Navnet »Kongsmaag«. Hun, der vel under Ægteskabet med Ottar har havt Ophold i Throndhjem (der blev i det mindste Ottar dræbt, og der levede dennes Søn Alf), fik nu til Hjemsted Gaarden Stovreim, i Nutidens Udtale Stavreim, der ligger i Nordfjord, Eids Præstegjeld, omtrent 11 Kilometer udenfor Nordfjordeidet paa Fjordens Nordside[2]. Dette Ægteskab blev frugtbart, thi Ingerid fødte Arne ikke mindre end fire Børn, tre Sønner og en Datter. Sønnerne vare Inge, hvis Navn er paafaldende, da Moderens Søn af dette Navn med Kong Harald dog endnu maa have levet ved hans Fødsel, men om hvem ellers Intet vides, Nicolaus, den bekjendte Biskop, og Philippus af Herdla (nu Herlø, udenfor Askø og Holsenø i Nordhordland), der blev Magnus Erlingssøns Lendermand og faldt paa Ilevolden 1180. Datteren Margreta var gift
- ↑ Se min Krønike om Erkebisperne af Nidaros.
- ↑ W. S. Dahl, Biskop Nikolas Arnessøn, en kritisk historisk Fremstilling, Kristiania 1884, S. 2.
