men dog, som man af Sigurd Jorsalfarers, hans Lykkes Befordrers, Saga erfarer, oprindelig var en fuldstændig Parvenu. At Ottar Birting af Snorre omtales som en trofast Støtte for sin Stedsøn Kong Inge, kan tyde paa godt Forhold ogsaa mellem ham og Ingerid, men Ottars Søn af en tidligere Forbindelse, Alf Rode, der ogsaa blev Lendermand, stod siden paa Haakon Herdebreds Side imod Inge og blev tilsidst dræbt i Throndhjem som Erling Skakkes Uven. Der nævnes ikke Børn af Ingerids Egteskab med Ottar. Derimod havde Ingerid faaet en uægte Søn, den siden bekjendte Orm Kongsbroder, hvis Fader hed Ivar Sneis. Efter den Maade, hvorpaa Orms Fødsel omtales hos Snorre, kunde man, naar man ikke tænkte nærmere derover, tro, at Ingerids liaison med Ivar skulde have fundet Sted efter Ottar Birtings Drab’ der af Munch (D. n. F. Hist. II 802) sættes til 1146, og saa siger ogsaa Munch (II. 804): »Efter Ottars Død[1] havde hun, letfærdig, som hun fra Ungdommen havde været, en Søn med Ivar Sneis.« Dette er imidlertid umuligt, thi Orm Kongsbroder var i Kampen ved Oslo 1161, da Inge faldt, en af Hovedanførerne og udmærkede sig særlig, saa at han nødvendigvis maa være født længe før 1146 og, da man vel helst maa hensætte hans Fødsel til et af Ingerids ledige Intervaller, maa han være født, førend hun ægtede Ottar Birting. Om Ivar Sneis vides egentlig Intet, men da det omtales, at Orm Kongsbroder havde sin Æt i Viken, er det ikke rimeligt, at Faderen har været en ganske simpel Mand. Munchs Hypothese, at Orm skulde være opkaldt efter Erling Skakkes Fader »Kyrpinge-Orm«, forekommer temmelig vilkaarlig. Et lidet Vink om, at en Ætling af Orm Kongsbroder siden har
- ↑ Udhævet af mig.
