krigen chronisk. Lenstjeneste blev heller ikke ydet, og Norges oprevne Tilstand har gjort dette umuligt. Men venskabelig Forstaaelse vedblev at herske mellem Landene, og efter sin Faders Død seer man Magnus Erlingssøn søge Tilflugt i Danmark. Efterat Valdemar II var bleven Konge i sit Hjemland, optræder han dog en Gang (i 1205) paa en Maade, der minder lidt om gamle Paastande paa dansk Overhøihed over Norge, idet han indfinder sig i Tønsberg og paa en Maade disponerer over Norges Throne til Erling Steinvegs Fordel.
Hermed ophører Saxos Beretninger om norske Forhold og Begivenheder, naar alene undtages, at han indflettede en kort, men desto mere indholdsrig og vigtig Beretning om Kong Sverre[1], hvem han er fuldt paa det rene med at stemple som Bedrager. Herom skal jeg ikke udtale mig, da jeg nys har behandlet dette Spørgsmaal i dette Tidsskrift.
I nærværende Afhandling har jeg nærmest holdt mig til de af Saxos norske Episoder, der angaa hans egen Samtid. Jeg har meent, at der maa tillægges disse en Troværdighed og Betydning, større end den, de norske Historikere hidtil have indrømmet dem. Selvfølgelig er der ogsaa i de foregaaende Afsnit af Saxos Verk Meget, der fortjener nærmere Undersøgelser fra norsk Standpunct. Det vilde være mig særdeles kjært, om denne lille Opsats kunde bidrage til at skaffe Saxo flere norske Læsere, især blandt de, for hvert Aar Færre og Færre, der endnu kunne forstaa hans latinske Original. Han er nemlig af de Forfattere, som det er meget vanskeligt at gjengive i en virkelig Oversættelse.
- ↑ p. 894–95.
